Klitmøllerhus har til formål at opføre,
drive og udvikle et multihus og minihal
for kulturel og aktiv udfoldelse.

Baggrund & Formål

Befolkningstallet i Klitmøller er over de seneste år steget markant og udviklingen ser ud til at fortsætte. Både fordi vi er en attraktiv by og fordi der er flere nye boligprojekter under opførelse. 

Alt i alt står vi overfor en yderligere vækst i indbyggertallet, oven på de mange gode borgere vi allerede er, heraf er op mod halvdelen børn og unge. 

For at gøre det rigtigt godt for alle dem der bor her og deres behov for udfoldelse, har vi brug for et multihus. 

Selvom rigtigt mange nyder at bruge naturen til deres aktive fritid og kulturelle initiativer finder pladsalternative steder, så er der brug for et større samlingssted for alle de gode initiativer og behov, der ikke kan opfyldes af naturen. Byen har endnu ikke en gennemtænkt og moderne minihal og multihus. 

Med Klitmøllerhus ønsker vi at skabe et sted, hvor lokale og besøgende kan mødes på nye måder. Her kan man f.eks. være sammen om badminton, indendørs fodbold, crossfit, skate, klatring, yoga, gymnastik, vævning, bordtennis, musik, backgammon, loppemarkeder, koncerter, (fælles)spisning, god kaffe, te, (lokal) øl og vin. 

Således skal Klitmøllerhus være arnestedet for vores gode borgeres sociale-, aktive- og kulturelle udfoldelse. 

Sociale og aktive fællesskaber er de
vigtigste ingredienser for borgernes
trivsel og byens udvikling.

Fællesskabet

Fundamentet for Klitmøllerhus er fællesskab. Vores by er drevet af fællesskaber på mange forskellige måder, som ofte har brug for tag over hovedet og faciliteter at udfolde sig på.

Vi ønsker at skabe og understøtte et stærkt fællesskab blandt borgerne i Klitmøller og de gæster, der besøger os. Det er både sociale, kulturelle og aktive fællesskaber.

Fællesskabet har stor betydning for vores mentale sundhed, da det er med til at give os en følelse af at høre til.

 
006.jpg
002.jpg
 

De aktive muligheder

At holde sig aktiv gavner både ens fysiske og mentale sundhed. At være aktiv handler både om at være fysisk aktiv, social aktiv og at finde ro. Det skal huset kunne rumme.

At udfolde sig aktivt kan have mange nuancer afhængigt af alder og interesser. Det kan både være vores fodboldspillere, der ønsker professionel træning, når sæsonen ikke er til at komme på græs, det kan være vores aktive pensionister, der ønsker at udfolde sig inden for deres interesser eller børnefamilier, som bare vil tumle rundt, være til og møde andre børn på tværs af skolegang.

De kulturelle muligheder

Når vi siger kulturelle muligheder, mener vi det i bredest mulig forstand. Det kan muligvis være finkultur med udstillinger og professionelle teaterstykker, men det kan også være musikundervisning, film, banko, mad, dans, loppemarkeder, fest eller foredrag.

Kultur handler om det vi skaber sammen og binder os sammen.

Det er de kulturtilbud, vi ser andre steder, som vi kan tiltrække vores by. Det er de tilbud, byen allerede nu selv tilbyder og det er de kulturtilbud, der slet ikke eksisterer endnu, som vores borgere hele tiden er så gode til at finde på, men mangler et sted at udfolde.

Den mangfoldighed, der eksisterer i en tilflytterby som Klitmøller, giver os en stor opgave med at få plads til så mange behov som muligt inden for rimelighedens grænser.

 
007.jpg

Om huset

Vores bygning kan tage mange former og arkitekturen gå i mange retninger, alt efter den kortlægning af behov vi indsamler og konkluderer på. Der er altså hverken blevet fremlagt ideer eller lagt planer endnu og det er netop det vi gerne vil involvere mølboerne i. 

Når vi kender til forslag eller beslutninger deler vi dem gerne, så snart vi kan, enten for at få tilbagemeldinger eller for at informere. Så vi må vente i spænding på hvordan det kan folde sig ud, som processen nu engang dikterer.

005.png
 

Hvor skal vi bygge og hvor skal vi bo

Kultur- og aktivitetshuset placeres på idrætsforeningens areal, Vangvej i Klitmøller, hvor ca. 4500 m2 udmatrikuleres til det nye kultur- og aktivitetshus.

Byggeriet medfører flytning af fodboldbanen mod øst. Omkostningerne til dette er Klitmøller Idrætsforening uvedkommende, og er en del af det samlede budget for kultur-
og aktivitetshuset.

“Et aktivitets- og kulturhus i Klitmøller vil give os mulighed for at tilbyde aktiviteter hele året. Det vil være fantastisk for byen og for idrætsforeningen at få flere aktivitetsmuligheder. Det kan give værdi både inden for det sociale og aktive område. Derfor ønsker Klitmøller Idrætsforening helt konkret at støtte projektet ved at gøre plads på vores grund til et fremtidigt fælleshus for kulturel og aktiv udfoldelse.”

Randy Oddershede, Klitmøller Idrætsforening

Forløbet og sådan bliver du inddraget

Der er mange stadier vi skal igennem før Klitmøllerhus står klar til brug. I den indledende fase ansøger vi om et forprojekt med midler til forundersøgelse, arkitektur- og ingeniørarbejdet.

Et sådant projekt har nogle helt naturlige skridt og tager i sig selv et godt stykke tid.
Når det også tager tid, er det fordi vi ønsker at inddrage borgerne i Klitmøller for at få så gode indsigter i de forskellige behov som overhovedet muligt. Det vil vi gøre over flere omgange og på forskellig vis, som løbende vil blive annonceret på vores hjemmeside og i vores nyhedsmail.

Vi er en mangfoldig by med folk fra nær og fjern. Det betyder også, at vi har eller kommer med mange forskellige behov. Vi vil med størst mulig respekt lytte til så mange behov som muligt, men på et tidspunkt skal der vælges, da livet, som vi alle ved, desværre ikke kan rumme det hele. Vi håber, I vil engagere jer, bidrage, følge med og i sidste ende benytte.

Skærmbillede 2021-02-10 kl. 10.38.39.png

Arbejdsgruppen for kulturhuset er i første omgang en arbejdsgruppe under Klitmøller Borger- og Handelsstandsforening, men forventes splittet ud i en selvstændig forening.

Bliv en del af fællesskabet nu og
vær med til at bygge vores fremtid.

Giver du os din stemme fortæller vi hvilket ønske vi samlet står med. Når du sender os dit navn og e-mail, giver det os også mulighed for at inddrage dig og sende information når der sker nyt . Din stemme betyder rigtigt meget, da den er med til at indikere over for vores politikere, hvor vigtigt det er for borgerne og byens fremtid at have et multihus, som dette.

Flere foreninger i byen har allerede tilkendegivet deres støtte.
Det skal vi naturligvis have gjort til handling, men læs deres udsagn her.
Skulle der være foreninger vi ikke har hørt fra, så send os endelig jeres støtte.

“Ved omdannelsen fra plejehjem til ældrecenter blev vi bedt om at forlade Klitrosen og henlægge vores aktiviteter til andre steder i byen. Vi mener, at der er behov for en samlende beboerlokalitet i Klitmøller, hvor vi og byens mange andre foreninger, kan samles og måske endda have mulighed for at tilføje nye aktiviteter til glæde og gavn for vore medlemmer.”

— Bente Homann, Formand
De Frie Pensionister i Klitmøller

“Klitmøller Friskole og Børnehus vækster i takt med stigende tilflytning til Klitmøller. Et kulturhus i byen vil derfor være kærkomment, og et sted vi kan se mange muligheder i. Vi forestiller os at kunne bruge et kulturhus med en hal til eksempelvis større arrangementer som vores årlige teaterforestilling, hvor vores egen gymnastiksal er lige knap stor nok til at rumme os alle.”

— Birgit Sigaard Jensen, Leder  Klitmøller Friskole & Børnehus

“Klitmøller sognehus har af og til behov for større lokaler. Det gælder i forbindelse med kirke og kødsovs, sogneaftener og til mindesammenkomster i forbindelse med begravelser og bisættelser. Med et nyt kulturhus i Klitmøller vil der sikkert også kunne skabes flere fælles aktiviteter til gavn for byens befolkning. Klitmøller Menighedsråd kan varmt anbefale, at vi får et kulturhus.”

— Ove Holler, Formand
Klitmøller Menighedsråd

“Der er en række af fritidstilbud til børn og i Klitmøller, men det er hovedsageligt udelivs-aktiviteter, og dette skyldes til dels mangel på faciliteter til at samle større grupper indendørs. Med et kulturhus kunne man håbe, at der ville komme faciliteter, som ville kunne danne rammer for faste aktiviteter for børn og unge i de mere kolde og mørke dage. Især omkring ungekulturen ville et kulturhus være et kæmpe aktiv for byen. Fritidstilbuddene i denne aldersgrupper er typisk også så specialiseret, at de ikke tilbydes i Klitmøller, og derfor kræver, at man kører til andre byer for at dyrke dem. Alt dette gør, at der mangler et sted i byen til at danne ramme for et ordentligt ungefælleskab, og det ser vi i høj grad et kulturhus ville kunne bidrage med..”

— Morten Duus Bjerre,
Formand 
Aktiv Børneliv i Klitmøller

“Udover helt konkret at kunne bruge lokalerne til vores aktiviteter, er fællesskabet for os en afgørende faktor. Vores lille landsby har vist, at vi sammen kan flytte store ting. Som den lille landsby bliver større, bliver fællesskabet også udfordret og brudt op i mindre grupper. Vores håb med et aktivitetshus er at finde tilbage til lille-by-følelsen og få navn og ansigt på flertallet af nye og gamle landsbyboere.”

— Claus Jokumsen, 
HF-Cold Hawaii

“Klitmøller Spejderne vil gerne give vores uforbeholdne støtte til et nyt aktivitetshus på Vangvej i Klitmøller. Det vil være et plus for hele byen og Klitmøller Spejderne kan få gavn af aktivitetshuset. Det være sig sommerfesten og andre aktiviteter, hvor vi har brug for at være indenfor. Vi forestiller os også at kunne udvide aktiviteterne betragteligt til gavn for børnene, byens borgere og det sociale liv.”

— Jane Bauer,
Klitmøller Spejderne

 
 

Surfklubben har mange arrangementer, hvor vi har rammerne for det sportslige, men vi mangler rammerne for det sociale, som også er en stor del af kulturen i vores sport. Der ligger også nogle begrænsninger på brugen af Hummerhuset i de vilkår, som surfklubben og BFN er underlagt fra kommunen, som ejer huset. Vi får ugentlige henvendelser omkring brug af Hummerhuset til arrangement, som vi er nødt til at sige nej til

— Stian Eide, Formand  Surfklubben Nasa